The Ex – festligt genreanarki

Da hollandske The Ex blev dannet i 1979, var det som er relativt straight punkband. Her 32 år, mere end 20 album og omkring 1.500 koncerter senere er der sket en hel del.  Deres postpunksange tager måske nok stadig udgangspunkt i noget, der ligner punkskabeloner, men de bliver både bøjet og sprængt, og Pavilion-koncerten var ingen undtagelse.

Den normale modsætning mellem det mærkelig og det dansable findes således ikke i The Ex-universet, hvor hvinende guitarer sagtens kan gå i spænd med funky trommer, Roy Pacis insisterende trompet og fængende popmelodier. Således var festen også uundgåelig. Den var ikke synderligt velbesøgt, men undertegnede har til gengæld aldrig oplevet en så stor andel af et Roskilde-publikum danse så ekstatisk, og det siger meget om genreanarkiet, at fællesdansen inkluderede alt fra gamle punkere og tilfældigt forbipasserende drukkenbolte til flaskesamlere og indie-entusiaster.

Pacis trompet var lovligt dominerende, og lidt for ofte endte det i nogle lidt for gøglede og forudsigelige, balkan-agtige passager. Men når balancen mellem den eksperimenterende vildskab og de mere melodiøse og funky elementer var mere rigtig, var koncerten decideret fremragende.

Roskilde Festival: Se hele vores dækning