Destroyer – slicker than most

Nogen gange skal man tage nogle gevaldige omveje for at finde hjem. Og selv om Dan Bejar har begået glimrende album tidligere i sin 16 år lange karriere som Destroyer, så har han for alvor opnået momentum i år med sit niende album ‘Kaputt’.

Her svøber Bejar sin gnæggende teatralske croon i fuldfede 80’er-gevandter, der ville være uudholdeligt corny, hvis ikke melodierne var medrivende, tidløs popsnedkeri i Prefab Sprout-klassen. Og på Roskilde beviste han sammen med sine syv sammensvorne, at sangene også får vinger live.

Det var sidste stop på Destroyers igangværende turné. Bejar trissede rundt som en nusset indie-bamse med elektrisk bonghår og fejrede det sammen med sit band med indforståede grin og casual drinking, uden at det påvirkede det knivskarpe lydbillede.

Det undervejs mere og mere medlevende publikum blev forkælet med saxofon-groovende udgaver af nye numre som ‘Chinatown’, ‘Downtown’ og ‘Savage Night at the Opera’ og en funklende ‘Painter in Your Pocket’ fra 2006’s ‘Destroyer’s Rubbies’. Det var sløset, dekadent, kitschet, men på forunderlig vis gennemført cool. Lidt ligesom det cocktail-lilla lys, der symbolsk kastede glans på den excentriske og knuselskelige canadier.

Roskilde Festival: Se hele vores dækning

Koncert.
Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af