De Høje Hæle – fik forventet festen i gang

De Høje Hæle var nok et hovednavn på Pavilion Junior i år, hvilket kunne ses og høres på publikum. Den tidløse knallertpunk er charmerende og uskyldig, som da din bedste ven var en bumset teenager med overgangsstemme. For kønt er det ikke, når Hælene folder sig ud, men den naive lømmelpunk er nu smuk på sin helt egen facon.

Med uskolede numre som ‘Skal vi aldrig videre’ og ‘Sige hej’ fik dansk punks Shu-bi-dua, som bandet kærligt er blevet kaldt, fyret op for deres en-to-tre-akkorder og derudaf. Skide være med om alle fingre sidder rigtigt på guitaren, udtryk over indhold – og dét er punk.

Lyrikken er så ligefrem, at det næsten gør ondt, og alle lod sig rive med af den uovertrufne tekst til ‘Drukmås’: »Jeg vågnede i morges / Det gjorde jeg faktisk ikk’ / Jeg vågnede ikke i morges«. Et nummer der er som skrevet til festivalen.

Det havde været interessant at se, hvad der var sket, hvis tempoet var blevet sat lidt op en gang i mellem. Det kunne have fyret endnu mere op under et publikum, som man mærkede hungrede efter tråd og tons. Hælenes force er dog ikke det aggressive udtryk, som punk normalt står for, men derimod en uforlignelig charme, som ingen kan tage fra trioen. Så »op i røven med rotteræset!«.

Roskilde Festival: Se hele vores dækning

Koncert.
Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af