Gorillaz – spraglet smeltedigel

Egentlig er de virtuelle. Men foran en fyldt festivalplads blev Gorillaz til virkelighed – takket være et stort opsat og særdeles spraglet show.

De animerede frontfigurer spillede andenviolin på storskærmen i forhold til de rigtige musikere på scenen, der inkluderede et væld af strygere, blæsere og korsangere samt selvfølgelig The Clash-ikonerne Mick Jones og Paul Simonon, der iført kaptajn-kasketter gav den som musikalske matroser på guitar og bas, mens ankermand Damon Albarn styrede løjerne med løs hånd.

På sin vis går Gorillaz og Roskilde Festival hånd i hånd med den samme progressive og politisk bevidste dagsorden med omtanke for mangfoldighed og miljø, hvilket også kom til udtryk på Dyrskuepladsens største scene. Deres melodiøse mix af pop, hiphop, soul, dub og disco havde afstikkere til både nær og fjern, ikke mindst den verdensmusik der engang huserede i Ballroom-teltet på festivalen. Det inkluderede blandt andet et spøjst syrisk mini-orkester, soul-legenden Bobby Womack og flere gæsterappere, og selv om vi blev snydt for Snoop Dogg, Shaun Ryder og Lou Reed, så var det en oplevelse for alle med et åbent sind og åbne ører.

På trompeter og tuba blæste Hypnotic Brass Ensemble forestillingen i gang og publikum bagover med ‘Welcome to the Plastic Beach’, mens Snoop Dogg rappede på storskærmen. Med vægten lagt på deres ambitiøse album ‘Plastic Beach’, var det dog ikke alt, der fungerede lige godt – og lidt for megen melankoli og lidt for lav lyd undervejs lagde en dæmper på begivenhederne. Men de fik givet den overfladiske underholdningsindustri lidt dybde, og den fantasifulde forestilling endte i en alternativ abefest takket være hitparaden ‘Feel Good Inc.’ og ‘Clint Eastwood’.