For 15 år siden solgte Jay-Z stadig crack til junkierne i Brooklyn. I dag er den stramt rimende og evigt hoverende rapper en af musikbranchens mest succesrige forretningsmænd – og et omvandrende paradoks, der måske nok har vokset sig større end hiphoppen, men stadig har ejerfornemmelser over den flabede genre.
Det er november i London, og Jay-Z kommer direkte fra Peter Gabriels Real World-studie i den britiske badeby Bath. Her har rapperen over fire dage forskanset sig med sin kollega, ven og tidligere protege Kanye West og en håndfuld af verdens førende beatmagere.
Formålet har været at lave numre til Jay-Z og Kanye Wests ventede og myteomspundne fællesalbum ‘Watch the Throne’. Det er gået over al forventning.
»Der var fyrværkeri i luften«, fastslår Jay-Z uden blusel.
Så langt så godt. Men meget mere bidrager han ikke med. Og hoben af spørgsmål, som parløbet mellem to af rappens mest succesfulde og produktive profiler har rejst blandt fans kloden rundt, vil han slet ikke gøre indhug i. Faktisk vil han ikke engang afsløre, hvilke stjerneproducere duoen netop har arbejdet med i Peter Gabriels studie.
»Vi ved jo ikke, hvilke sange vi ender med at satse på, så jeg foretrækker at sige så lidt som muligt. Jeg vil nødig give folk for høje forhåbninger. Tænk nu, hvis de ikke bliver en del af det endelige resultat«, forklarer han.
Den slags svar får man kun fra en mand, som har selvtilliden i orden. Og noget at have den i, ikke mindst. Jay-Z er ikke just desperat for at sælge historien om sit aktuelle prestigeprojekt – men han ved også bedre end nogen, hvordan man får folk til at lytte alligevel. Hvordan man bliver populær på trods.
Hiphoppens mest magtfulde
Fortællingen om 41-årige Shawn Carter, der ud over kunstnernavnet Jay-Z går under det karlede kælenavn Hova, er nemlig noget nær den ultimative hiphophistorie.
Det er fortællingen om en aggressiv dreng med et sjældent sæt talegaver fra en arketypisk samspilsramt familie i Brooklyn-ghettoen Marcy Projects. Fortællingen om en lømmel som først fandt sin stemme som rapper, da han blev ungdomskriminel og havde noget troværdigt at rime om – nedgriflet på de brune papirsposer han gemte sine stoffer i.
Fortællingen om en rappende forretningsmand der længe tog kunstnerisk udgangspunkt i den hustler-tilværelse, som prægede ham og hans generation af gadedrenge på den fattige side af Brooklyn Bridge, men i dag bygger broer til andre musikgenrer og nye måder at lave ‘big bizz’ på i showbizz.
Og så er det fortællingen om en mand, der på toppen af sin karriere tager sin hårdt tilkæmpede status som hiphoppens mest magtfulde playa så alvorligt, at han ikke blot vogter over sin trone men også gør sig til dommer over, hvad der er hiphoppens tarv, og hvad der risikerer at skade den.
Som da Jay-Z i 2009 udgav nummeret ‘D.O.A. (Death of Auto-Tune)’. Herpå erklærede han – med store protester til følge – at det måtte være slut for de hundredvis af rappere landet over, der brugte den vokalforvrængende effekt.
»Disse rappere prøvede ikke at lyde særligt, de prøvede at lyde som maskiner. Og det fungerede for nogen, der lavede hurtige penge på stuntet. Men de malkede samtidig en hel kultur, der var blevet bygget op over to årtier af legender som Rakim og Tupac. Til sidst blev det tydeligt, at auto-tune-rapperne ville fucke alle folks penge op. Tilmed så jeg en udvikling i indierocken, der fik mig til at frygte, at de gutter var parate til at snuppe rappens hul i markedet, fordi de eksperimenterede med forskellige smutveje til det samme autentiske, rå udtryk, som vi plejede at have patent på. Derfor indspillede jeg ‘D.O.A.’ Det var ikke, fordi jeg gik efter at ødelægge nogens karriere i særdeleshed. Jeg ville bare smadre auto-tune, som Kurt Cobain smadrede bølgen af hårbands«, som Jay-Z forklarer angrebet i sin nyligt udgivne selvbiografi ‘Decoded’.
En overlever
Sådan taler en mand med ejerfornemmelser. En mand der ejer en del. Jay-Z er gift med r’n’b-genrens førende sangerinde Beyoncé Knowles på tredje år. Han har vundet ti Grammy’er og solgt omkring 40 millioner album. Han er medejer af basketballholdet New Jersey Nets, Broadway-musicalen ‘Fela!’, pladeselskabet og koncertarrangøren Roc Nation, tøjfirmaet Rocawear, og så kårede branchemagasinet Billboard ham for nylig som en af de mest succesfulde kunstnere mellem 2000 og 2009.
Efter interviewet i november tog han hjem og spiste middag hos skuespillerinden Gwyneth Palthrow og Coldplays Chris Martin. Og bagefter fløj han til Australien, hvor 12 koncerter som U2’s special guest ventede.
Man kan vel sige, at den godt to meter høje Jay-Z med den karakteristiske barnelatter i behold har vokset sig større end hiphoppen, og at rapperen – ligesom hans musik tidligere har haft held med – søger mod andre territorier. Som en grådig gadehustler der vil have et stadig større stykke af kagen.
»Hvis man kiggede i krystalkuglen, da jeg var ung, havde man umuligt kunne få øje på ordet ‘entreprenør’«, medgiver han.
Og det er formentlig så sandt, som det er sagt. En seriøst dygtig spåkone havde nok nærmere forudset den unge Shawn Carters alt for tidlige død. Præsenteret for en række billeder fra sin barndom i Marcy, slår det i hvert fald Jay-Z, at han var en overlever.
»En hel del af mine venner på de billeder… de er døde. Blackie er død, Vance er død. Det maner til eftertænksomhed. Hvordan kan det være, at én bliver skudt i ‘the projects’, og at en anden får lov til at leve livet som… en konge«, spørger han.
Jay-Z skulle således ikke have ramt meget anderledes, før han allerede inden teenageårene var blevet berøvet sin storslåede fremtid og var røget i ungdomsfængsel.
Det havde ellers tegnet lovende, da rappens første hit, Sugarhill Gangs ‘Rapper’s Delight’, i 1979 bed på Sean. Helt instinktivt begyndte han at skrive sine egne punchlines, og hobbyen holdt ham mestendels fra ballade. Men det var en stakket frist.
Året efter begyndte derouten, da hans onkel blev dræbt under et gadeslagsmål. Tabet fik Seans far til at gå ned med flaget og forlade sin familie. Svigtet tog særlig hårdt på Sean, der lukkede følelserne ude og efter eget udsagn blev »meget stille og meget kold«. Han stolede ikke længere på nogen, og når han først mistede besindelsen, mistede han den big time. Da storebroren Eric en dag stjal hans smykker for at finansiere sit stofmisbrug, var der således ingen nåde. 12-årige Sean skød ham i armen.
»Sådan var tilværelsen i Marcy. Det var ikke unormalt at have en pistol liggende i den alder. Jeg var en vred og forvirret knægt, der prøvede at klare skærene. Jeg ville dog aldrig gøre sådan noget i dag. Jeg er et andet menneske, og Eric og jeg har det godt med hinanden«, forsikrede han Oprah Winfrey i 2010.
En niche for hustlere
Det var i det hele taget barske tider i ghettoen, da Jay-Z var barn. Rapperen husker, hvordan han og vennerne tippede sovende heroinjunkier ned fra bænkene – nøjagtig som børn på landet i ly af natten vælter værgeløse køer om på siden. Og så husker Jay-Z, hvor stort indtryk freestylerap gjorde på ham, da han oplevede det første gang. Synet af denne fyr i midten af en cirkel, som via ren improvisation tog den ene modstander ud efter den anden, var magnetiserende. Blot ved at bruge øjnene og omsætte sine observationer til rim fastholdt fyren et publikum og modtog dets hyldest.
Snart efter nøjedes Jay-Z ikke længere med at grifle sine pointer ned. Han begyndte at indspille dem. Perfektionere sit flow så han både kunne levere hurtigt og langsomt, stift og elastisk. Aggressivt og afslappet. Det gav ham et kick at høre kassettebåndoptagerens grynede gengivelse af sin stemme. Hvor end han gik, stoppede han op og noterede rim i notesbogen. Så snart de kom til ham, skulle de foreviges, og om natten sov han på notaterne – som var det kontanter, han gemte væk i madrassen.
Man kan sige, at Jay-Z havde fundet sin stemme i rappen. Men han manglede stadig en historie at fortælle med den.
»Vi hørte Melle Mels (og Grand Master Flashs, red.) hit ‘The Message’ om knust glas, og vi hørte om Run-DMC’ store, lange Cadillac. Men der manglede noget imellem de motiver. Nemlig hvordan unge mænd trådte sig vej gennem det knuste glas og ind i Cadillacen. Det, der manglede, var fortællingen om hustleren«, siger han.
Med sandheden om bord
Og en hustler var lige akkurat, hvad Jay-Z udviklede sig til. Som teenager begyndte han at sælge crack med en kammerat. Kalkulen var simpel nok. Han fik alligevel daglige tæsk af andre drengegrupperinger, så hvorfor både være fucked og fattig?
»Man kunne blive slået ihjel alene for at køre med det forkerte tog på det forkerte tidspunkt. Jeg begyndte at tænke, at når jeg nu alligevel risikerede mit liv, kunne jeg lige så godt blive betalt for at gøre det«.
Livet som pusher gav Jay-Z en historie at fortælle. Han fik noget på hjerte. Tilmed en der adskilte sig fra den eksploderende West Coast-scene, hvor N.W.A. og Dr. Dre i særdeleshed fortalte om bandevold og politibrutalitet. Jay-Z følte sig forpligtet til at dele sin nye indsigt med verden. Fortælle vidt og bredt, hvad der foregår oppe i hovedet på en gut, der træffer nogle skæbnesvangre valg i en uhyrligt tidlig alder.
»13-årige drenge vågner ikke bare op en dag og siger: »Okay, jeg vil sælge stoffer, indtil ‘niggerne’ kommer efter mig og skyder ind ad min mors dagligstuevinduer«. At fortælle historien om en knægt med en pistol uden at fortælle, hvorfor han har den – det er jo lidt ligesom at fortælle en løgn«, siger han og fortsætter: »Jeg ville fortælle historier for at underholde og imponere med kreative rim. Men hver eneste ting, jeg sagde, skulle være rodfæstet i en sand oplevelse. Det skyldte jeg alle hustlerne på min vej, som ikke havde en stemme at fortælle deres egen historie med – og det skyldte jeg mig selv«.
Det nye narrative perspektiv var ikke den eneste bekvemme fordel ved at sælge stoffer på gaden. De små crackposer kunne også finansiere Jay-Z’s pladeambitioner. Den flittige og talentfulde rimsmed havde godt nok fået lov til at gæste lokale helte som Big Daddy Kanes mikrofon, men hans eget album lod vente på sig. Ingen af de store pladeselskaber havde bud efter den korpulente Brooklyn-pusher med de store fede læber. Så i 1996 tog han og vennen Damon Dash konsekvensen og grundlagde Roc-A-Fella Records. De to fik blandt andet indbegrebet af New Yorks jazzede beats, selveste DJ Premier, til at bidrage til ‘Reasonable Doubt’. Debuten bød også på en feature fra Notorious B.I.G., der dengang kæmpede om hiphopherredømmet med Los Angeles’ Tupac Shakur.
Den tunge rygdækning gav indieselskabet Roc-A-Fella en forrygende start, og Jay-Z toppede med en 23. plads på Billboards top 200. Derfra var det slut med at pushe.
»Så snart du involverer dig i den slags gadeforretninger, bør du også planlægge en vej ud igen. Karriererne derude er korte«, fortæller han.
Al tid blev nu lagt i studiet, hvor de selvbiografiske ‘In My Lifetime Vol. 1 & 2’ snart lå færdige. Begge album solgte til flerdobbelt platinstatus, og det stærkt vanedannende børnekor på ‘Hard Knock Life’ gav rapperen den første af mange førstepladser på hitlisterne verden over.
Reelt kunne Jay-Z’s stramme rimstrukturer ikke være timet bedre. Så man bort fra trioen Fu-Gees, udfyldte han som den eneste tomrummet efter Tupac Shakur og Notorious B.I.G., der var blevet gennemhullet ved drive by-shootings inden for sølle seks måneder i 1996 og 1997.
Krig kontra konkurrence
Selv om hiphoppen var såvel lammet af som chokeret over de to skuddrab, der sandsynligvis relaterede sig til rivalernes verbale opgør med hinanden, skræmte det ikke Jay-Z fra selv at blive indblandet i et knivstikkeri på en natklub i 1999. Offeret var en pladeselskabsmand, som Jay-Z havde set sig sur på. Forbrydelsen er aldrig blevet opklaret, men rapperen har siden beklaget hændelsen.
Tre år efter sit kommercielle gennembrud rummede Jay-Z altså stadig hustleren, og han havde i den grad fået blod på tanden. Mere ville have mere. I 2001 besluttede han sig for at sætte tingene afgørende på plads. Det skete med nummeret ‘The Takeover’ fra milepælen ‘The Blueprint’, hvor et noget nær historisk skarpt vers skulle affærdige og ydmyge en anden af New Yorks yndlinge, den noget skrantende Nas, én gang for alle.
Men stik imod forventningerne vågnede Nas op til dåd, og på repliknummeret ‘Ether’ fik ‘Gay-Z’ så mange høvl, at lytterne kunne mærke fjendskabet i deres blødende trommehinder. Helt op til 2005 delte vandene sig fortsat blandt hiphopfans, som man havde set det i britpoppen ti år forinden. Enten holdt man med Jay-Z, eller også var man til Nas.
Mens striden genoplivede Nas’ karriere, var den paradoksalt nok med til at sætte Jay-Z’s karriere på pause. Udslagsgivende for beslutningen om at trække sig tilbage fra rappen var dog en episode i 2003, hvor han var i gang med at indspille sin ottende langspiller ‘The Black Album’. Eminem kom på besøg i studiet, og da Jay-Z gav ham et kram, kunne han mærke, at hans kollega fra Detroit bar skudsikker vest.
»Hvorfor være fanget af din egen succes«, spørger Jay-Z retorisk otte år efter. »Disse rivaliseringer er såmænd ægte nok, fordi de udspringer af, at du vil blive det bedste, du kan. Den bedste overhovedet. Men det bliver du ikke ved at bekrige folk ansigt til ansigt. Du bliver bedre ved at iagttage dem, respektere deres talent og så levere noget, der er endnu bedre«.
Bøffen begraves
Opgøret med Nas vækkede noget i Jay-Z, som han ikke havde følt længe. Hvis nogensinde. Frygten for at miste. Og der var efterhånden en del. Ikke nok med at han var blevet kæreste med Beyoncé. Manden, der syv år forinden stadig solgte crack til ghettoes mest sølle eksistenser, var også blevet øverstbefalende i Def Jam – hiphoppens vigtigste pladeselskab der havde fostret pionerer som Run-DMC og Beastie Boys.
‘The Black Album’ skulle derfor være hans sidste. Det blev samtidig en plade, der pegede væk fra hiphoppen, viste nye veje for en stagnerende kommerciel gigant. På nummeret ’99 Problems’, der lyrisk lånte fra Ice-T’s klassiker af samme navn, gik rytmebunden op i råt forvrængede guitarriff, og da Jay-Z snart efter udgav hele albummet acapella, brugte dj’en Danger Mouse vokalsporene til sin infamøse Beatles-mikstur ‘The Grey Album’.
Karrierestoppet virkede ikke desto mindre sært melodramatisk og utidigt. Jay-Z kunne umuligt være mæt. Allerhøjst stresset og skræmt. Han fortsatte uforstyrret sine kollaborationer, og farcen syntes total. Det varede da også mindre end to år, før han annoncerede sit solo-comeback. Under en højt profileret Jay-Z-koncert i 2005 dukkede Nas tilmed op på scenen og leverede et nyt nummer med sin tidligere fjende. Da Jay-Z og Def Jam året efter skrev pladekontrakt med Nas, kunne den bøf ikke begraves mere eftertrykkeligt.
Jay-Z helligede sig igen rappen uden at frygte for sin førlighed, og i 2007 opgav han jobbet som præsident for Def Jam. I stedet plejer han nu sin musikkarriere lige så grundigt, som dengang han fik sit gennembrud.
Der er også blevet råd til det. Som han selv rapper det på Kanye Wests fænomenale ‘So Appalled’, så mistede han for nylig 30 millioner dollars på en fejlinvestering. Han dulmede smerten ved at spendere yderligere 30 millioner. Blærebemærkningen er en langefinger til den tidligere hitmager MC Hammer, der flere gange i karrieren er gået konkurs. De to kan ikke rigtig sammen, og det ligger fortsat til provokatøren Jay-Z at pisse sit territorium af, måle sig med konkurrenterne og – om muligt – hævde sig på deres bekostning. Han kræver med andre ord retten til stadig at konkurrere. Til stadig at rappe om gaden, fra gadeplan – uden ligefrem at foregive, at han er der på de selvsamme præmisser. I ‘Decoded’ forklarer multimillionæren sin situation anno 2011 sådan her:
»Efter barndomsårene har mit liv fulgt to hovedspor: Historien om hustleren og historien om rapperen. De to overlapper lige så meget, som de krydser. Jeg har levet på gaderne i mere end halvdelen af mit liv, fra jeg var 13 år gammel. Folk siger af og til, at jeg er så uendeligt langt fra det liv i dag – med mine forretninger, grammyer og magasinforsider – at jeg ikke har ikke ret til at rappe om den slags længere. Men hvor langt kan historien om dit eget liv nogensinde komme fra dig?«