Cat Power

Det kunne næsten være plottet til en ny Bridget Jones-film eller et ’Sex and the City’-afsnit – det der går forud for Cat Powers første album i fire år: Efter bruddet med skuespilleren Giovanni Ribisi klippede Chan Marshall håret kort og stak af til byernes by, Paris, for at færdiggøre dette løseligt DIY-producerede album. Fødselshjælperen er Philippe Zdar fra house-duoen Cassius, som har mixer-assisteret i respekt for Marshalls vedholdende ønske om ikke at få en decideret producer ombord.

Resultatet er Cat Power på nyerobret, halvelektronisk territorium. Væk er den solmodne og afrundede sound fra backinggrupperne The Memphis Rhythm Band og det marginalt mere country-farvede The Dirty Delta Blues Band, som henholdsvis prægede ‘The Greatest’ og ‘Jukebox’. Albummets lyd er kølig, rastløs og work-in-progress-agtig, undertiden med programmerede trommer og generelt urbane undertoner.

Læs også: Hør hele Cat Powers nye album

‘Silent Machine’ og lukkeren ‘Peace and Love’ lyder med sine, i kontrast til titlerne, krigeriske og militante backbeats nærmest som lækager fra Jack Whites hvasse sangskriverpen, mens man få finde sig i flere (måske selvpåførte?) producerovergreb som eksempelvis autotuner på Marshalls billedskønne røst under hele ‘3,6,9’ og titelnummerets sidste sekunder, samt corny ørneskrig og bøvede basdrops på den ellers fantastiske single ‘Cherokee’.

Marshall og Zdar er sammen lige så ofte leveringsdygtige i benspænd og obstruktioner som jordemoderhjælp til numrene. Hun finder sig aldrig helt til rette i sine storbybeats, og albummet skurrer på visse strækninger lettere akavet. Det er et skitseagtigt, men også spændende og farligt bekendtskab. Som en elektronificeret version af hendes tidligere album ‘You Are Free’ eller ‘What Would the Community Think’.