Turboweekend

Selv om genrebetegnelsen new rave hurtigt kom til at virke kikset i bagklogskabens lys, så indvarslede Turboweekend alligevel lidt af et paradigmeskifte, da de kastede deres neonfarvede papirflyvere ud over scenekanten på Pavilion Jr. i 2007. For siden da har synth og electro været nøglen til succes for mange bands, der debuterede cirka samtidig med Turboweekend.

Danskernes nye album starter stærkt med ’Fire of the Stampede’, der er en kraftfuld ørehænger med et inciterende groove af acid house og eksalteret hi-hat. Men tredje udspil fra Turboweekend er ikke en stiliseret og rendyrket festplade på samme måde som klassekammeraterne Spleen Uniteds seneste udspil. Silas Bjerregaards soulkraftige vokal ligger i forgrunden, ofte på en heftig, organisk bund af trommer og et simpelt men markant synth-riff. Sådan er det på ’Reflections on Chrome’, der er medrivende og uden tvivl bliver et live-hit, men måske ikke udgør den mest nuancerede lytteoplevelse.

Læs også: Turboweekend: Ni plader der har inspireret vores nye album

Ros skal Turboweekend nu i den grad have for at fokusere på enkelte effektive elementer og inkorporere energien fra deres koncerter, samt for den stærke sangskrivning, der forekommer meget gennemarbejdet.

Bandet har ikke udviklet sig voldsomt meget siden 2007, men de har evnen til at levere en organisk og højeksplosiv, personlig fortolkning af tidens klubland.

På de mere eftertænksomme ’Rubicon’ og ’I Forgot’ får man lige lov at trække vejret, men ellers er det lyden af Turboweekend, der er Turboweekend på godt og ondt. Mest godt, heldigvis.

Turboweekend. 'Fault Lines'. Album. EMI.
Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af