Pinkunoizu

Der bliver kastet rundt med genrer og konventioner på danske Pinkunoizus første, reelle studiealbum. Det ene øjeblik mødes man af laber tropicalia med vuggende guitarer og ringlende xylofoner, mens man det næste må se sig overmandet af skurrende reallyde, hidsige surf-guitarer og tårnende spaghettiwesternkor à la Ennio Morricone.

Og legen stopper ikke her. Flere numre former sig ligefrem som lange, kringlede instrumentalforløb, hvor sangenes indre strukturer opløses, og hvor musikken får lov at flyde frit rundt og danne egne fortællinger uden hensyntagen til gængse popformer og generel kassetænkning.

Ja, ’Free Time’ er bestemt ikke nem lytning. Men det er heller ikke en decideret uigennemtrængelig udgivelse. Især fordi Pinkunoizus kompositioner aldrig virker ovenud selvhøjtidelige, hvilket faktisk kun er til bandets egen fordel. Dyrk bare sangtitler som ’Myriad Pyramid’ og ’Cyborg Manifesto’ og dyrk så disse to numres kække, melodiske leg med westernmusik og berusende latinrytmer.

Her får humoren lov til at råde. Og det er edderdæleme en kompliment. Ikke kun fordi musikken bliver mere spiselig, men så sandelig også fordi humoren gør Pinkunoizu til et langt mere jordnært bekendtskab, der både evner at stryge lytteren med og mod hårene. Det resulterer også i en række fremragende, smukt snørklede kompositioner, hvoraf især de mantralignende, psykedeliske påvirkninger på ’Everything Is Broken or Stolen’ og den boblende, blæserindhyllede rockhymne ’Parabolic Delusions’ fremstår som absolutte højdepunkter.

’Free Time’ er måske ikke bedre end Pinkunoizus tidligere udgivelser. Men det er et fornemt album i egen ret, hvor bandet udforsker nye sider af deres fabelagtige eksperimentalrock, uden at musikken af den grund mister gennemslagskraft. Stærkt anbefalet.