King Krule

Når man lytter til engelske Archy Marshalls debut-ep under kunsternavnet King Krule, bliver man ufrivilligt trukket ind i en verden af ungdommelig desillusion. En verden hvor himlen altid er grå, hvor regnen uophørligt siler ned, og hvor byen konstant er indhyllet i et uigennemtrængeligt slør af smog. Her er fremmedgørelsen total. Men i hænderne på Marshall bliver dette miserabelt optegnede univers ofte omdannet til noget romantisk, hvis ikke decideret smukt. Også selv om tekstlinjer som »now I’m covered in blood on the bed« og »the body found / my soul is left to drown«ikke nødvendigvis indbyder til det

Hans hemmelige våben er først og fremmest hans stemme, der med sin dovent, ituslåede, men også stærkt hjertegribende klang udgør ep’ens egentlige, emotionelle omdrejningspunkt. Det er dog ikke ensbetydende med, at den musikalske underlægning er blottet for substans. Her er faktisk adskillige glimrende forsøg udi en blåtonet og uhyre stemningsmættet musik, der synes farvet af dubmusikkens forstyrrede rumfornemmelse. Hør bare hvordan Marshall indsvøber sine guitarbårne produktioner i rundtossede klangbehandlinger, eller hvordan han ynder at begrave instrumenterne i et tykt lag ekko.

Det resulterer så også i en række fine sange, hvoraf den elegante, strygerpåvirkede ‘Bleak Blake’ sammen med den vidunderligt desorienterede ‘The Noose of Jah City’ står som afgjorte højdepunkter. Archy Marshalls debut-ep er måske plaget af sin lidt for korte spilletid. Men den er i egen ret en udsøgt forsmag på et kommende stortalent. Det skal blive spændende at følge hans videre færd.

King Krule. 'King Krule'. Album. True Panther.
Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af