David Lynch

Læs også: lyt til hele albummet

Vi kender ham som filmskaber, trancedental meditator og natklubejer, men musikalsk bedst som sidekick til giganterne Angelo Badalamenti og Sparklehorse. David Lynch har alligevel sin egen musikalske profil, qua sin evne til at flette billeder, lyd og musik sammen i det støvede og okkulte univers, der er gennemgående for alt, hvad han laver.

På ‘Crazy Clown Time’ er Lynch’ ambitioner som sædvanligt at sprænge mediets rammer, og musikken komplementeres således af stemningsbilleder, fremkaldt gennem ord og lyde. Der skabes mareridtsagtig mystik, med pulserende elektroniske beats og sløv tremolo-guitar sammenblandet i en postmodernistisk pærevælling med Lynch’ stemme, forvrænget gennem megafon, vocoder og rumklangsmaskine.

Vokalen er det centrale element på pladen, og katalysator for hver enkel stemning og fortælling. Om så det er et distortet, nasalt zombie-mareridt på ‘I Know’, en autotunet og tragisk robot-love-story på ‘She Rise Up’, eller Karen O’s voldske og desperate karakter i ‘Pinky’s Dream’. Disse er lydbilleder, når de er malet bedst.

Eksperimenterne bliver dog til tider for uvedkommende og stillestående som på ‘Football Game’, og moderne, syntetiske elementer som autotune, filtrerer mere autentisk Lynch-stemning fra, end det bidrager med.

‘Crazy Clown Time’ falder godt sammen med den tumultariske David Lynch. Han eksperimenterer som altid og går frygtløs ind i projektet, med et yderst stilsikkert udtryk som i mangel på bedre kun kan kaldes for Lynch’sk. Pladen er mere kunstnerisk, end den er behagelig, mere eksperimenterende end sammenhængende og mere sanselig end melodisk. Ganske som man kunne forvente.