Beyoncé

Mens resten af verdens kvindelige popstjerner dyster i et drabeligt våbenkapløb om de mest eksplicitte SM-tekster og de vildeste eurodance-produktioner, vælger Beyoncé klogt en anden vej på sit fjerde album. Her er ambitionen tydeligvis at skille sig ud med en mere classy og organisk produktion end konkurrenter som Lady Gaga og Rihanna, og som single-udspillet ‘Run the world (Girls)’ allerede har bevist, har dansegulvsappellen ikke taget skade af den grund. Et simpelt reggaeton-beat, pop-feministisk råbeomkvæd og den rigtige balance mellem ekstremt iørefaldende og enerverende.

‘4’ er et væsentligt mere helstøbt album end den ellers ambitiøse forgænger fra 2008, ‘I am… Sasha Fierce’, der delte følelser og fest for brat op på hver sin disc. Her fletter ‘Love on Top’s kække, midtempo Whitney Houston-pop sig ind blandt en hjerteskærende sexet powerballade som ‘1+1’ og kælen synth på ‘Party’, hvor Andre 3000 og Kanye West agerer festens (lovligt velopdragne) gæster.

Produktionen er velovervejet og båret af få, men karakteristiske virkemidler, som de skarpe marchtrommer, der går igen i flere numre. Den store fællesnævner for albummets 12 numre er Beyoncés vokal, der aldrig har lydt skarpere, og som helt bevidst får lov at dominere lydbilledet. Alene holder hendes magiske stemmebånd et lidt trivielt nummer som ’Best Thing I Never Had’ fra at falde til jorden.

’4’ virker ved første lyt måske en anelse safe og ikke særligt progressiv, men i virkeligheden er forkastelsen af konkurrenternes trættende, futuristiske techno-fantasier kærkommen nytænkning. Tematisk er Beyoncé mere afslappet og mindre konfronterende end før, men det er da også svært at se, hvad hun har at være utilfreds med. Det sublime popalbum ’4’ lyder på ingen måde af sin tid og gudskelov for det, fristes man til at sige.