Kid Cudi

Kid Cudi lavede i mere end en titelmæssig forstand en månelanding med sit sublime og særegent svævende debutalbum ‘Man on the Moon: The End of Day’. Sammenlignet med den kommer månemanden ned på jorden igen og viser sig menneskelig på opfølgeren med undertitlen ’The Legend of Mr. Rager’.

De to album er unægtelig svære ikke at stille op mod hinanden. Vi har igen at gøre med et konceptalbum, hvor mennesket Scott Mescudi alias Kid Cudi rydder skabet for skeletter. Stoffer, sex, tomhed og tvangstanker er således råstof i teksterne, der velkendt fremføres med en ubesværet blanding af rap, sang og snøvlerier.

Den mørke, men dragende og drømmende stemning kan man også genkende fra debuten, lige som de minimalistiske produktioner igen er himmelstræbende, men tilstrækkeligt underspillede til ikke at blive storladne. Den kosmiske pophop er med andre ord blevet mere kompromisløs og mindre kommerciel – dog uden at miste melodiøsiteten af den grund.

Til gengæld kniber det stadig med mangfoldigheden i musikken. Ensformigheden sniger sig langsomt ind på én, fordi der findes for mange uforløste melodier, og det hjælper heller ikke med et par (emo)melankolske momenter undervejs. Så selv om Kid Cudi som helhed når et spadestik dybere end størstedelen af stjernerne med salgssucces, så er månemanden stadig menneskelig.