Diamond Rings
Det er over et år siden, at den ekstremt catchy ‘All Yr Songs’ ramte blogosfæren, og lige siden har flere Diamond Rings-numre svævet rundt og skabt forventning til debutalbummet.
Og den androgyne Ziggy Stardust-klon skuffer ikke. Det er et dansabelt, stemningsvækkende og forbandet ørehængende electropop-album, der oser af soveværelsescharme, mens lyrikken kredser om ungdommelig melankoli og længsel.
Med en vokal der står klart frem i lydbilledet, får canadiske Diamond Rings aka John O’Regan formidlet sin melankoli på en måde, der vækker minder om 70’erne og 80’ernes new wave, mens et eftersigende stjålet MIDI-keyboard, en lånt laptop og en second hand-elguitar syer inspirationerne sammen med nutidens indiepop.
Højdepunktet er stadig den umådeligt cool ‘All Yr Songs’, der over et år efter udgivelsen stadig kan tåle mere end et par ture på repeat. Albummet skorter dog ikke på catchy numre, og ‘Something Else’, der lyder som en hybrid mellem Orchestral Manoeuvres in the Dark og The Strokes, er en ukristeligt god popsang. En mere bastung og næsten dubbet side vises i ‘You Oughta Know’, mens ‘Give It Up’ med sin skærende, underliggende guitar og uh-uh-uh-koret ligeledes er svær at stå for.
Med andre ord er debuten et bundsolidt og afvekslende popalbum, der bugner af singler, som kun venter på at blive danset til.