Sufjan Stevens ‘The Age of Adz’

Det er forståeligt, hvis Sufjan Stevens har følt omverdenens tunge forventningstryk på sine skuldre. For i den moderne musikverden går det bare ikke at lave et mesterværk (læs: ‘Illinoise’ fra 2005) og så spise sine fans af med opsamlinger og eksperimenterende småudgivelser i over fem år. Så meget desto mere imponerende er den frygtløse måde, han dekonstruerer sit musikalske univers på ‘The Age of Adz’.

Hvor Stevens på ‘Illinoise’ iscenesatte sig selv som indierockens store storyteller, vender han i denne omgang kikkerten om og kigger indad. Alene antallet af ordet ‘I’ i teksterne understreger den personlige indgangsvinkel. Men det er ikke det første, man hæfter sig ved. For efter den heliumslette ‘Futile Devices’ blidt åbner ballet, skrotter Sufjan Stevens nemlig sin karakteristiske folkpop til fordel for heftige og hektiske, episke ekskursioner ind i computerens digitale særverden. Om end de signatur-agtige småsymfoniske fløjte- og blæserarrangementer puster liv og luft i flertallet af de 11 stort tænkte og mesterligt forløste kompositioner.

De gode melodier er fortsat spredt gavmildt ud over albummets 75 minutter, men det kræver en indsats at vikle dem ud af kompositionernes filtrede garnnøgle. For ikke alene kæmper sangenes jegfortæller med sig selv og kærligheden; i musikken battler Stevens også om opmærksomheden mod flossede beats og pibende og knirkende computerlyde i et ‘mand vs. maskine’-opgør.

På mange måder minder det om, da The Flaming Lips sidste år vaskede tavlen ren med det obskurt skurrende ‘Embryonic’. Bortset fra at melodilinjerne her er meget nemmere at få øje på – og endnu bedre.