The Walkmen ‘Lisbon’

Der er noget underligt gammeldags over The Walkmens nye udspil ‘Lisbon’. Her er tale om noget så umoderne som en samling sange, der hverken forsøger at være udsyrede eller hippe. De tidløse rocknumre er i centrum, med det underspillede drama nærmest konstant liggende på lur. Et drama som kvintetten kun sjældent lader ende i forløsning, men for The Walkmen virker denne tilbageholdenhed forbavsende godt.

Det vugger derudad på åbneren ‘Juveniles’, og umiddelbart virker det nærmest hyggeligt. Alligevel fornemmer man hurtigt på forsanger Hamilton Leithausers gradvist tiltagende tekstmæssige paranoia og skælvende vokal, at det hele langtfra er ok: »You put a blanket across my eyes / It’s a tragedy«. Der rockes mere straight ahead igennem på ‘Angela Surf City’, der starter som en veldrejet rocksang af klassisk snit med et afdæmpet vers med et taktfast trommebeat og diskrete guitaranslag, for senere at eksplodere i et brusende omkvæd hvor Leithausers desperation er til at tage og føle på. Den horntruttende ‘Stranded’ vidner om, at kvintetten også har mod på at kaste sig ud i den store og sjælfulde ballade, hvor der for alvor bliver skruet op for alle følelsesknapperne.

Sådan fortsætter det på det meste af ‘Lisbon’, hvor kun få øjeblikke virker mindre inspirerede. The Walkmen har begået endnu et slidstærkt album, der, hvis der bare er en smule retfærdighed til, vil sende dem op i den alternative guitarrocks førerfelt.