Maximum Balloon

‘Groove Me’ er titlen på åbningsnummeret på TV on the Radio-lydarkitekten Dave Siteks solodebut under sit nye luftige pseudonym. Og det kan man roligt tage som en programerklæring. For i løbet af albummets ti numre forsøger han stålsat at indkredse og indfange sin helt egen version af det gode groove.

Ligesom i hovedbandet foregår det i spændstigt hoppende, snørklet snirklende cirkler, men til forskel fra Brooklyn-bandets diskografi bliver der her arbejdet mere koncentreret med decideret beatmageri på moderne r’n’b- og hiphopfacon, komplet med en bugnende bunke af seje gæstevokalister – fra Karen O, David Byrne og Little Dragon til bandbrødrene Tunde Adebimpe og Kyp Malone.

Sitek er dog hele vejen igennem manden i centrum qua sine eminente evner til at fremtrylle særegne produktioner i grænselandet mellem funk, rock, soul og electropop og r’n’b, der både lægger op til detaljedyrkelse med høretelefoner og frisættelse af fødderne fredag aften. På én gang intellektuelt udfordrende og intuitivt appellerende.

Festaberne kan kaste sig direkte over førnævnte åbningsnummer, ‘Young Love’ og ‘If You Return’s sofistikerede synthpop, den forførende robotfunk på ‘Tiger’ og David Byrnes blæser-indsmurte kraftpræstation på ‘Apartment Wrestler’. Men generelt bør man gøre sig selv den tjeneste at absorbere værket i sin helhed, for kun på den måde oplever man de dybe sug i maven i takt med, at rejsefører Sitek legende let fører en på nye overraskende vildveje.

Maximum Balloon. 'Maximum Balloon'. Album. Interscope/Cosmos.
Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af