Robyn
Hvordan anmelder man et album, der gør op med formatet? Otte sange der bare er endt sammen, fordi de stod forrest i køen til Robyns eftersigende trio af minialbum. Der er selvfølgelig tænkt over sammensætningen fra den formeludfordrende og klubbede åbner ‘Don’t Fucking Tell Me What to Do’ til en næsten a cappella-version af den svenske vise ‘Jag vet en dejlig rosa’. Fra fest til dagen derpå. Men tanke eller ej, så ender det som et skitzofrent selskab.
Robyn er ellers i topform langt hen ad vejen. ‘Fembot’ er typisk den svenske popdronning: Upbeat og maskinel og fuldendt af hovedpersonen i nærmest rappende hopla. ‘Dancing on My Own’ samler stafetten op fra megahittet ‘With Every Heartbeat’, når hit-sødme blandes med ulykkelig kærlighed og ren vokal-desperation, så man mærker Robyns solodans på egen krop. Og så overrasker norske Röyksopp ved at levere dystre beats til ‘None of Dem’, hvor Robyn dancehall-hopper videre fra den Diplo-producerede ‘Dancehall Queen’. Sammen med åbneren er det en håndfuld numre, som de fleste popfetichister ville dø for at indspille.
Så ja, det er synd, at ‘Cry When You Get Older’ føles som et skridt tilbage i tiden. Og at de to nedbarberede afslutningsnumre nok bare høre hjemme på en anden udgivelse – selv om det er sjovt at høre Robyns vokal helt rent. Men hvis Robyn får ret, og folk bare vil have singler, så er der i hvert fald en del at gå ombord i.