Trentemøller

Da Trentemøller sidste år udsendte et opsamlingsalbum med personlige favoritnumre, må det have taget hans mange fans på sengen. ‘Harbour Boat Trips’ trak nemlig ikke mange tråde til de dubbede beats og disede, elektroniske klangflader fra gennembrudsalbummet ‘The Last Resort’, men bød i stedet på tyst singer/songwriting, sløret shoegazer-rock og eksperimenterende electronica.

På det nye album får kærligheden til molstemt rock også plads i den danske topproducers egen musik. Lykkeligvis, for ‘Into the Great Wide Yonder’ er et brillant album rigt på skyggefulde stemningslag og føjer samtidig nye dimensioner til Trentemøllers eminente lydkreationer. De pulserende understrømme er stadig hentet i klubmusikken, men øret støder på flere organiske arrangementer, flere sangstrukturer og ikke mindst hele fire vokalister på vejen gennem de ti numre. Og så har den seksstrengede fået tildelt en hovedrolle.

Det fænomenale åbningsnummer ‘The Mash and the Fury’ veksler således mellem ulmende lydflader og gennemtrængende guitarforvrængninger. ‘Shades of Marble’ har en umiskendelig ‘Twin Peaks’-agtig stemning over sig med sine 60’er-twangede guitarer, og længst fra forgængerens drømmende dub-techno er den frenetiske surf-rock på ‘Silver Surfer, Ghost Rider Go!!!’.

Også vokalisterne fungerer forrygende – især Marie Fisker, som synger mørkt og henført på ‘Sycamore Feeling’, og Guillemots-sangeren Fyfe Dangerfield, der sender snigende mystik ud over ‘Neverglade’. Men højdepunkterne er mange på et udspil, hvor Trentemøller understreger, hvilken visionær, musikalsk begavelse han er. Forhåbentlig er fanskaren åben for flere overraskelser.