Caribou

Hypen om canadiske Dan Snaiths Caribou-projekt tog for alvor fart med hans forrige album ‘Andorra’, der imponerede både pladekøbere, kritikere og The Flaming Lips, der bad Snaith om at optræde, da de kuraterede 2009-udgaven af ATP-festivalens New York-afdeling. Det gjorde Snaith med et 15 mand stort line-up af folk som Sun Ras gamle saxofonist, Junior Boys’ Jeremy Greenspan og Kieran Hebden alias Four Tet.

Men netop som man troede, at han dermed havde taget sin psychede, semi-elektroniske folkpop et skridt videre, er han gået ti-tyve skridt i den modsatte retning. Han har sat sig hjem i kælderen og produceret en forholdsvis straight, tilbagelænet, men dansabel og poppet electrohouse-plade.

Man kan imidlertidig stadig høre, at Snaith har været vant til at lave noget helt andet. Hans 4/4-pop gør ikke de store krumspring, og den er alt andet end spraglet, men den er alligevel mere organisk og ikke mindst mindre glat, end det ellers efterhånden er blevet standarden for electrohouse-genren.

Hvis man forventer og glæder sig til endnu et kulørt psychpop-værk, er der risiko for at blive skuffet. Hvis man derimod ikke har noget imod at groove til velskrevet og -produceret dansemusik, er ‘Swim’ er godt alternativ til al den rædselsfulde reklamehouse, man risikerer at løbe ind i for tiden.