The Good The Bad

I 1970 slog de danske lystspil med koryfæer som Dirch Passer, Preben Kaas og Ove Sprogøe en kuriøs krølle ind i John Wayne-genren, og ‘Præriens skrappe drenge’ blev passende rubriceret som en ‘kartoffelwestern’. 40 år senere ville det måske være småflabet at kalde The Good The Bads andet album et musikalsk modstykke til disse eskapader. For trods det pæredanske ophav cementerer surfduoen, der siden er vokset til en trio, sit verdensklasseniveau udi skydegal Hände-hoch’n’roll.

Numerologien fortsætter frejdigt sin velkendte kalenderlys-færd og sammen med coveret, der er snydt ud af næsen på debuten, kunne man forledes til at tro, at det blot er en ny skive af samme kage. Men garderoben er udvidet, og det klæder de tre outlaws gevaldigt. Især imponerer den cabriolet-cruisende garagerocker ‘024’, det flammende flamenco-breakdown på ‘032’ og et par kække crossovers ind i kranieknusende tung mexi-horror på intermezzoet ‘029’ og den kirkeorgel-gotiske lukker ‘033’.

Skal man slå ned på noget, er det, at færre patroner plantes i hjernebarkens bullseye. En af debutens kvaliteter var netop, at den er ekstremt vanedannende. Toeren byder i stedet på pænere produktion, sjove kor og tommetyk stemning, så det kompenserer nogenlunde for tabet.

Opfordringen til Quentin Tarantino må derfor stadig lyde: Grib knoglen! The Good the Bad er fortsat det mest musikalske bud på de folk, der kunne levere gnisten til at komme i gang med den episke spaghettiwestern, vi alle sammen ved, du har i dig.