Lykke Li

‘Youth Knows No Pain’ hedder åbningsnummeret på Lykke Lis andet skud i albumbøssen, men enten skal sangtitlen læses ironisk, eller også er svenskeren hermed officielt ovre sin første ungdom. For på ‘Wounded Rhymes’ er de ubekymrede popeskapader fra debuten ‘Youth Novels’ udskiftet med et mere sammensat – og ja, såret – udtryk.

I de tre år der er gået mellem de to album, har Lykke Li været travlt beskæftiget af endeløse internationale turneer. Og den intense livsførelse virker til at have sat sig på sangerens sjæl som en mere ru og moden følsomhed. Lillepigen er blevet ældre, og der er langt mere krop og levet liv i de 11 nye tilføjelser til sangkataloget.

Det er mindre umiddelbart (om end de forrygende singleforløbere ‘Get Some’ og ‘I Follow Rivers’ er øjeblikkeligt uafrystelige ørehængere) med flere vilde humørsvingende udbrud: Fra ‘Get Some’s eksplicit seksuelle agenda, over ‘Love Out of Lust’s graciøst knejsende melankoli og den nedskrællede intimitet på den tålmodigt udfoldede ‘I Know Places’ til ballademesterstykket ‘Sadness Is a Blessing’s smægtende ballademelankoli.

Til gengæld er helheden mere gennemarbejdet og føles mere som et værk i den gode gammeldags sammenhængende forstand. Ikke mindst fordi Lykke Li sammen med sin faste producer Björn Yttling fra Peter Bjorn and John fortsætter takterne fra ‘Youth Novels’ med en udsøgt og sofistikeret arrangementsside, der gang på gang imponerer med sine mange lag og catchy detaljer.

Overgangen fra ungdomsroman til de nye sårbare rim lyder til at have været en udmarvende proces. Men ‘Wounded Rhymes’ understreger Lykke Lis format som et af tidens største poptalenter, nu med endnu flere farver på paletten. Og bemærk venligst, at hun endnu ikke er fyldt 25. Hvis jeg var Robyn, ville jeg kigge mig ængsteligt over skulderen.