Shout Wellington Air Force

Der er god grund til at glæde sig til sommer. Ikke så meget på grund af ferien eller udsigten til at score et par gode dage takket være den globale opvarmning, men fordi gruppen Shout Wellington Air Force formentlig udgiver deres debutalbum.

Bandets nye ep viser nemlig meget fine takter. Den viser et band, som musikalsk balancerer mellem indiepoppens fine, smittende melodier og den skramlede rocks lo-fi-æstetik. Meget dygtigt skaber jyderne et både tilgængeligt og kantet lydbillede ikke ulig Pavement. Guitarerne dominerer for det meste, men uden at gøre opmærksom på sig selv formår Bastian Kallesøes meget særegne vokal og fine tekster alligevel at sætte sig fast.

Helt i lo-fi-ånden blev en af deres første demoer optaget på en diktafon, så man kunne høre et fjernsyn larme i baggrunden. En lavæstetisk optageteknik man kender fra blandt The Mountain Goats, som da også er en af Shout Wellington Air Forces inspirationskilder. Diktafonen er dog lagt på hylden, og bandet har været forbi et rigtigt studie, men det upolerede er stadig en væsentlig del af bandets lyd.

Bandet lover på deres Myspace-blog, at de kommer med et album til sommer. Og der er god grund til at glæde sig.

Shout Wellington Air Force. 'Carry Yourself'. Ep. Morningside/Playground.
Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af