• Kyrkan
• Uge 5 | 2010

Hvad har vi så her? En twenty-something eksiljyde med det borgerlige navn Bjørn Alexander Gøtzsche Lange, men som, når han laver sin ensomme, shoegazer-sovekammerpop, går under synonymet Kyrkan. Normalt spiller Lange kolibribaskende støjguitar i Københavner-bandet Death By Kite, men Kyrkan er hans lidt mere poppede og intime soloprojekt.

Hvordan lyder det? Lidt som hvis Mews pompøse arenarock var optaget i en lille lejlighed og derefter tilsat sfæriske synthflader, billige keyboards, ulmende beats og bittersøde popmelodier suger-coated i blød støj.

Hvorfor er de seje?
Fordi det er bevægende storbymelankoli destilleret ned til 4-minutters lindrende popnumre, og fordi Kyrkan ved hjælp af meget få hjælpemidler frembringer et dragende og romantisk univers af den fineste og skrøbeligste støjpop.

Læs mere og lyt her

• I Will Furnish Your Sunday Mornings
• Uge 4 | 2010

Hvad har vi så her? To Århus-drenge - Jakob Mølgaard Graversen og Mathias Wullum Nielsen - med en forkærlighed for akustiske guitarer, sene nattetimer og skrabede lo-fi arrangementer.

Hvordan lyder det? Lidt som Leonard Cohen, Devendra Banhart og Sparklehorse hvis de altså jammede kl. fire om natten i en lille lejlighed. Vokalerne er skiftevis dystre, dybe, skingre og hviskende og hele tiden ved at falde fra hinanden af ren skrøbelighed. Musikken er primært akustisk men samtidig knitrer og knager de laptop-producerede lydtapeter behageligt i baggrunden.

Hvorfor er de seje? Fordi det er meget svært at gå upåvirket fra et møde med duoens late-night folk-pop. Der er så mange, der kan sætte sig ned og optage sig selv med en akustisk guitar, men det er ikke mange, der kan gøre det så overbevisende, sårbart og overrumplende melodisk som I Will Furnish Your Sunday Mornings. Dem kommer vi helt sikkert til at høre mere fra.

Læs mere og lyt her

• Pinkunoizu
• Uge 2 | 2010

Hvad har vi så her? Andreas Pallisgaard og Jeppe Brix, der imellem sig har bands som Le Fiasko, Howl Baby Howl, Chimes and Bells og Sinner/Sunrider på cv’et, har slået pjalterne sammen. Resultatet er et særdeles interessant miskmask af forskellige  amerikanske subgenrer med deres helt eget solbrændte slacker-aftryk.

Hvordan lyder det? I bittesmå glimt som en ekkobefængt slægtning til Animal Collective. Andre gange som Ariel Pinks syrede kassettebåndpop. Pludselig lyser Real Estates strand-lofi frem på nethinden, før det hele barberes ned til intim alt.country. Med andre ord ved du aldrig helt, hvor du har bandet, og i det her tilfælde er dét et stort plus.

Hvorfor er de seje? Det siger jo næsten sig selv. Andreas og Jeppe er med Pinkunoizu godt i gang med at finde et helt originalt og ganske udansk udtryk, som er andet end 'blot' summen af deres imponerende cv. Vi glæder os derfor mægtig meget til at se dem live på Lades Kælder den 3. februar som superpassende opvarmning for de førnævnte Real Estate fra USA.

Læs mere og lyt her

• Eim Ick
• Uge 50 | 2009

Hvad har vi her? Danmarks bedste bud på et minimaltechno-gennembrud af international karat. Bag navnet gemmer sig den blot 20-årige (tidligere trommeslager) Nick Eriksen, der som Electrojuice beviser, at den danske ungdom kan noget med en enkelt laptop og en ordentlig portion idérigdom. 

Hvordan lyder det så? 'East West', som du kan finde på denne måneds Soundvenue Friends sampler, er sammen med Kenton Slash Demons 'Sun' måske årets danske elektroniske sang. Det er musik til en fodflyttende forelskelse, og det er genialt. Ligesom The Field bruger Eim Ick opklippede samples og lægger flere melodiske lag på ad gangen, og det er oftest skræmmende medrivende. De varme electroimpulser fortsætter på den solrige 'Summersport' og på den drillende 'Ghostly'.

Hvorfor er det cool? Fordi hele arsenalet af catchy melodier, fantasifulde lyde og krystalklare produktioner lyder fuldstændig affyringsklart. Og det er de glædeligvis også snart. Forvent en debut-ep til foråret og meget andet godt fra denne blomstrende electro-spire.

Læs mere og lyt her

• Random Fathers
• Uge 49 | 2009

Hvad har vi her?
Et århusiansk femkløver, der har eksisteret siden 2006 og som spiller ambitiøs indierock med plads til dvælende afstikkere.

Hvordan lyder det så?
Bandet nævner selv bands som Radiohead, Talk Talk og Interpol, og det passer faktisk ganske præcist åtil hvordan lydbilledet tager sig ud: Melodisk plukkede guitarrundgange som Johnny Greenwood kunne diske op med, samt en storbyromantisk, pulserende bund med pludselige krumspring.

Hvorfor er det cool?
Fordi bandet besidder en af de vigtigste træk, hvis man skal være et relevant rockorkester. Nemlig evnen til at overraske. Sangene skifter ofte tempo og stemning og forvandler sig til små mini-episke indierock-hymner, der tager tid – men som stadig inviterer til at man skal – nynne med på dem.

Læs mere og lyt her

• Tales of Murder and Dust
• Uge 48 | 2009

Hvad har vi her? En håndfuld afdæmpede, melankolske og ret så vanedannende rocksange, der er så autentisk støvede, at man skulle tro, bagmændene var fløjet direkte ind fra Arizona. Men de kommer altså bare fra Århus C.

Hvordan lyder det så? På deres Myspace-profil angiver de det som 'Psykedelisk / Folkemusik / Shoegaze'. Og det opsummerer faktisk udmærket deres hjemsøgte blanding af folk-agtige melodier, klagende narkotisk countryrock, messende flerstemmig sang og pletvise doser af den fineste, knitrende guitarstøj. Tænk Mazzy Star, spaghetti-westerns og lange ensomme nætter i en hytte på ødemarken.

Hvorfor er det cool? Først af fremmest på grund af den stemning, bandet så præcist formidler. For man griber instinktiv efter den imaginære seksløber, når spøgelses-agtige hymner som 'Free' og 'Two Birds on a Gun' glider hvileløst ud af højtalerne. Og spejder forgæves efter en sjus og en ledig krikke, når western-guitaren luftes på den soundtrack-egnede 'Hallucination of Beauty', kravler ind ad øregangene.

Læs mere og lyt her

• Painted Daisies
• Uge 46 | 2009

Hvad har vi her? En meditativ og psykedelisk rock'n'roll-trio fra Refshalen, hvis kroppe ganske vist befinder sig i Danmark, men hvis sjæle og sind driver rundt et sted over jorden mellem Atlanta og New Delhi.

Hvordan lyder det så? Som havde de hængt ud med Black Lips og King Khan i garagerock-scenen i førnævnte Altanta (især deres sange på Myspace). Men det lader bestemt også til at de har indtaget bevidsthedsudvidende neo-psych toner, nemlig på deres spritnye, Soundvenue-eksklusive 'November ep', der emmer af østlige tablas og sitar.

Hvorfor er det cool? Fordi det varmer her i de kolde efterårsmåneder, at et dansk band sigter mod eksotiske hjørner af verden for inspiration, som på sangene 'Teleport' og '3,4,5-Trimethoxyphenethylamine'. Er man bange for at få psykedelia-overdosis kan den alternative indiepop-sang 'Into the Sunshine' også varmt anbefales. Det bliver spændende at se, hvilken vej bandet vælger på et eventuelt debutalbum. Til østen? Til vesten? Forhåbentligt lidt af hvert.

Læs mere og lyt her

• Lastbandalive
• Uge 45 | 2009

Hvad har vi så her? Lastbandalive er måske ikke det sidste band på jorden. Men var de det, er jeg ikke i tvivl om, at de kunne være et fedt optimistisk soundtrack til verdens undergang. Trioen er blot et år gammel og er i færd med at udarte pop-perler i deres underjordiske studie The Bunkerlove i København.

Hvordan lyder det? Med xylofon, storslåede guitaranstrøg og himmelsk indiepop-kor lyder 'The Mexico of Europe’ som en velproduceret indiepop-udgave af noget The Flaming Lips og Arcade Fire kunne have strikket sammen. Det er ambitiøst, eftertænksomt og undgår patos-overload – lidt ligesom The Kissaway Trail.

Hvorfor er det fedt? Fordi de virkelig kan noget med poppede melodier og fornemt velfunderede arrangementer, der bærer præg af en stræben efter at skrive de ultimative alternative pop-hymner, hvilket også den skarptskårne 'Normal People' tydeliggør. Hvis bandet bare undgår det lidt for pæne udtryk som på sangen 'Wilder' og skruer en kende op for skævheden, kan de snildt gå hen og blive nye indie-favoritter.

Læs mere og lyt her

• BÖRSENFIEBER
• Uge 42 | 2009

Hvad har vi så her? Opkaldt efter et Wall Street-aktiespil til Commodore 64-spil fra 1989 har de krøllede hjerner i Börsenfieber eksisteret siden 2007 og er nu for alvor begyndt at gøre væsen af sig.

Hvordan lyder det så? Kvartetten bevæger sig et sted mellem indie- og artpop, men Börsen-drengene har fat i deres egen lyd. Uden at være i stand til at nævne tydelige inspirationskilder (glædeligvis!) befinder vi os dog i et Kristian Leth-agtigt univers, og hans Speed of Sound-selskabs anarkistiske genreleg ville da også være en oplagt hjemstavn for bandet, skulle de nå så langt.

Hvorfor er det fedt? Fordi bandet kan skrive utroligt smittende sange. 'Let's Turn This Ship Around' er med psychfolket guitar-klimpren, hvirvlende synths, virtuos banjo og skønt børnekor tre minutter i eventyrligt pop-himmerige. Og der er masser af flere nye ting i vente, lover bandet.

Læs mere og lyt her