- Soundvenue
- 20. februar 2012, 11:56
OBS: Stream af albummet løb frem til udgivelsesdatoen, mandag den 27. februar, og er nu pillet ned.
Choir of Young Believers er klar til at følge op på den yderst roste debut og sender på mandag den 27. februar albummet 'Rhine Gold' på gaden. En uge i forskud kan du dog høre albummet i sin fulde længde her samt læse frontmand Jannis Noya Makrigiannis' gennemgang af albummets sange.
1. ’The Third Time’
»Det er den ældste sang på 'Rhine Gold', skrevet mens jeg boede i Tyskland i 2007, og udsprang faktisk af et cover, jeg sad og baksede med af Evil Death Machines sang ’Things I Stole’ (som senere blev udgivet på vores split 7"-ep ’Choir vs Evil’«.
2. ’Patricia's Thirst’
»Den hurtige og poppede sag på pladen. Wow, der blev diskuteret tempo i mange hede timer i studiet, da vi skulle indspille den. Jeg var nærmest grædefærdig, men Aske og Nis var meget insisterende og lede og fik deres vilje (Aske Zidore fra Oh No Ono og Thulebasens Nis Bysted producerede albummet, red.). Teksten er løst inspireret af den meget underlige historie om Patty Hearst og The Symbionese Liberation Army. Jeg det helt fint med tempoet nu«.
3. ’Sedated’
»Den første sang vi indspillede til pladen, og nok også den vi havde mindst styr på, da vi gik i gang. Dens arrangement blev rimelig meget jammet frem igen, mens Nis og Aske svingede deres læderpiske og råbte og skreg om omkvædet skulle transponeres og jeg ved ikke hvad. Igen fik de deres vilje, og vi fik fred«.
4. ’Paralyze’
»Pladens jam. Indspilningen blev bygget op omkring et 30 minutters kraut-jam, og så blev der klippet og klistret de mere akustiske stykker ind. Selvom sangen lyder som et patchwork af flere sange sat sammen til en sang, er den faktisk skrevet ud i en som den er. Sangen er nok pt. min personlige favorit, blandt andet på grund af Askes små båndtricks«.
5. ’Have I Ever Truly Been Here’
»Albummets heartbreaker. Det var egentlig ikke meningen, at den skulle med på pladen. Den blev indspillet et halvt år før de andre sange til et soundtrack, men da soundtracket til sidst ikke blev til noget, nåede vi lige præcis at få den med på pladen, efter at Nis og Aske havde givet den en kærlig hånd i form af et nyt mix, så den passede ind i ’Rhine Gold’-universet«.
6. ’Nye nummer et’
»Pladens åndssvageste sangtitel. Men eftersom det var det første nye nummer, jeg introducerede bandet for, gik den under 'Nye Nummer Et’ som arbejdstitel i lang tid. Desværre så lang tid, at det var umuligt at finde et nyt navn, der ligesom passede ordentligt til den, da den så endeligt skulle døbes. En lille reminder til hvis man en dag skulle få børn. Yikes«.
7. ’Paint New Horrors’
»Den sang jeg er blevet drillet mest med af resten af bandet, men den handler altså ikke om at knalde! Det gør den bare ik’. Jeg skrev den mens vi stadig var i gang med indspilningerne af 'This Is for the White In Your Eyes' på 10 minutter, og brugte så de næste tre år på at gå og rette lidt hist og pist, før jeg sådan rigtig syntes, at den var færdig«.
8. ’The Wind Is Blowing Needles’
»Pladens eskapistiske kinddans«.
9. ’Rhine Gold’
»Pladens top-stener og en lille hilsen til Richard Wagner og hans opera ’Das Rheingold’«.