Vestafrikanske bands til Roskilde Festival

Det er efterhånden tradition for Roskilde Festival at booke artister og bands fra Mali. Siden slutfirserne har festivalen sørget for, at Mali-navne som kora-mesteren Toumani Diabeté og afropop-duoen Amadou & Mariam er blevet eksponeret til det danske festivalpublikum. Sidste år gæstede Tinariwen, kongerne af malisk ørkenrock, for tredje gang festivalen. I år gælder det, indtil videre, Terakaft og Boubacar Traoré, der netop er tilføjet festivalprogrammet.
Læs også: Roskilde Festival føjer tunge navne til programmet
Terakaft er i den grad inspireret af Tinariwen: blues og rock i en blanding af elektrisk guitar og bongo trommer. Tjek Terakafts seneste (live)album ’Aratan N Azawad’ ud og få en forsmag på sommerens koncert.
Læs også: The Roots kommer til Roskilde
Mali-legenden Boubacar Traoré besøger ligeledes Dyrskuepladsen for første gang i år. Den 70-årige Traoré har spillet musik i 40 år, dog med flere pauser imellem. Foruden at spille for føden, har Traoré i perioder puttet mad på bordet ved hjælp af jobs som butiksejer, fodboldspiller, landmand, skrædder og skolelærer. Traoré bliver ofte sammenlignet med den afdøde guitarist Ali Farka Touré.