Konservative har stjålet De Eneste Tos cover
Pladecoveret til debutalbummet 'De eneste to' fra Peter Sommer og Simon Kvamms projekt af samme navn, er blevet kopieret af to folketingskandidater fra De Konservative.
I stedet for 'De Eneste To', har de konservative kandidater Tove Videbæk og Frank Borch-Olsen skrevet 'De To Eneste', skiftet coverets gule baggrundsfarve og høretelefoner ud med en grøn farve og Christiansborg, og sat sig selv ind i stedet for musikerne. Men det har politikerne ikke fået lov til af Sony Music:
»Vi har ikke modtaget en forespørgsel fra De Konservative om brugen af De Eneste Tos cover, samt præcis den skrifttype, vi har betalt for at få udviklet til netop Simon og Peters fælles projekt«, fortæller marketingschef Kirstine Chortsen Korsgaard til Avisen.dk.
Den ene af kandidaterne, Tove Vidbæk, påpeger, at de har fået en jurist til at kigge på copyrightlovgivningen, og at de to musikere ikke bør føle sig krænkede:
»Vi gør det også som en tribut til dem, for vi kan godt lide deres sange om hjemstavn og så videre«, siger hun.


Anmeldelser
Live-anmeldelser
Køb i Soundvenue Shop