- Nicolai Torp
- 5. juli 2011, 15:39
Da vi tilbage i maj måned som de første kunne afsløre, at clubbing-eventen Raw i år rykker til Carlsberg Byen, havde de allerede en del af lineup'et på plads - heriblandt en af verdens største house-dj's Roger Sanchez, såvel som Valve Sound
System, Joey Beltram, Scientist, Brodinksi og danske navne som
Kasper Bjørke og Tomas Barfod.
Nu har arrangørerne lagt sidste hånd på programmet for de 13 timer med elektronisk musik den 13. august. De har scoret et af dubsteppens tungeste navne i form af britiske Benga (billedet), der netop har optrådt på Roskilde Festival med Magnetic Man.
Noget overraskende er Bengas landsmænd i Foals også føjet til plakaten og kommer og giver et, ifølge programmet, 'hårdtpumpet discohouse-dj-set'.
Også danske kræfter som rutinerede Rune RK og de unge kometer Kesi og Benny Jamz fra B.O.C. kigger forbi, Jean von Baden, Le Gammeltoft og Djuna Barnes står bag en 'Kjeld Tolstrup Tribute', og landets måske dygtigste vj-duo Dark Matters er hyret til at skabe de visuelle rammer.
Medlemmer af Soundvenue Friends får 65 kr. rabat på billetten til Raw. Læs mere HER.