Der er stadig ikke nogen Love Camp klos op ad Roskilde Festivalen. I slutningen af sidste uge blev det ellers annonceret, at privat-festivalen Love Camp ville åbne for gratis, elektronisk fest med plads til 5000 gæster – lige ved siden af Arena-scenen. Desuden skulle Promilleservice, som Roskilde har sagt nej til i år, spille på Love Camp sammen med en lang række andre dj’s.
Ingen af tingene er dog sket endnu, skriver iByen. Alt er ellers parat til affyring i Love Camp, men grundet manglende tilladelse fra Roskilde Kommune er pladsen stadig tom for gæster.
Læs også: Roskilde tager afstand fra Love Camp
Nu møder Love Camp endnu mere modstand. I en pressemeddelelse tager Roskilde Festivalen således skarpt afstand fra foretagendet og fortæller, at de ikke længere ønsker at udtale sig om Love Camp:
»Roskilde Festival oplever, at initiativet alene handler om at snylte på Roskilde Festival som arrangement og udnytte Roskilde Festivals publikum til privat vinding«, skriver festivalen.
Roskilde Festivalen påpeger samtidig, at Love Camp, ifølge Roskilde Festivalens opfattelse, er et privat initiativ, som tjener penge direkte til bagmændene.
Læs også: Roskilde lukker Promilleservice
Samtidig har Culture Box, der ellers skulle levere musik på Love Camp, trukket sig grundet den verserende konflikt.
Arrangøren bag Love Camp, Frederik Raunstrup, tager dog afstand fra kritikken om, at Love Camp skulle være en snylterfestival:
»Vi ville da ønske, at vi kunne få et reelt samarbejde med Roskilde Festival. Vi elsker Roskilde Festival, og vi ønsker ikke at snylte på nogen«, siger han til iByen.