Oplev PJ Harvey på det store lærred
Her på siderne har du kunnet se de hidtidige videoer fra PJ Harvey og krigsfotografen Seamus Murphys fælles videoprojekt, og snart bliver der mulighed for at opleve alle 12 videoer på det store lærred. Det bliver den 23. april, når instruktøren gæster CPH PIX med sine Englands-videoer i Grand.
Efter at have set Murphys fotoreportager fra verdens brændpunkter kontaktede Harvey selv fotografen for at arrangere et samarbejde. Det blev til et roadtrip gennem England, hvor Murphy har filmet videostumper af alt lige fra forladte forlystelsesparker og skibskollisioner til dansende pensionister og dukketeater, som får tekstuniverset fra 'Let England Shake' til at gå op i en højere enhed. Nedenfor kan du se nyeste skud på stammen med videoen til 'The Colour of the Earth'.
Arrangementet, hvor Seamus Murphy altså selv vil være til stede og diskutere den samlede spillefilmsudgave af sine videoer, er en del af CPH PIX's 'Sound on Screen'-tiltag, hvis fulde program du kan se HER.
PJ Harvey 'The Colour of the Earth'
Anmeldelser
Live-anmeldelser
Køb i Soundvenue Shop