Har du mest af alt lyst til at blive liggende i din seng sådan en mandag morgen, hvor det regner, og foråret endnu ikke er dukket op? Så er det heldigt, at der på Soundvenue High 5 er nyt fra The Raveonettes, som med den støjpoppede 'Recharge and Revolt' leverer det ideelle småmelankolske soundtrack til sådan en dag.
Har du mere brug for et los bagi for at komme ud af sengen, kan du i stedet stemme på Kenton Slash Demon og deres nye househymne 'Daemon' eller britiske Cold Caves hårdtslående synthtoner på 'The Great Pan Is Dead'. Den elektroniske tendens fortsætter på Trentemøllers dystre remake af Giana Factorys 'Dirty Snow', men så stopper legen også her. Sidste navn i contender-puljen er nemlig Fleet Foxes-frontmand Robin Pecknold, der med Grizzly Bear-sangeren Ed Droste leverer inderlig akustisk folkmusik på 'I'm Losing Myself'.
På listen ligger Hymns From Nineveh og Panda Bear fortsat solidt i toppen med selskab af Emma Acs, det nye indslag Low og Jonas Bjerre.
Lyt til alle numre og afgiv dine stemmer HER.