Lyt til Jamie xx og Gil Scott-Herons remixalbum via din mobil
For to uger siden sendte Mike Skinner sine fans på lidt af en skattejagt for at skaffe sig The Streets-mixtapet 'Cyberspace and Reds', og nu følger Jamie xx og Gil Scott-Heron trop med en utraditionel metode for at lytte til deres fælles remixalbum 'We're New Here'.
Hvor Mike Skinner bad sine fans om at downloade en iPhone-app og scanne stregkoden på 300 gram dåsetomater, skal du denne gang også fatte din smartphone og indtaste www.werenewhere.com/radio i din browser. Herefter dukker der et kort op over den by, du befinder dig i, og hvis du er i nærheden af en sender, skulle albumstreamen starte helt automatisk.
Det kræver dog, at du ejer en nyere smartphone-model, som kan køre HTML5, og at du ikke bor i ødemarken. Alternativt kan du uden besvær lytte til et par smagsprøver fra The xx-medlemmets dubstep-behandling af soullegenden her, eller erhverve dig albummet på normal facon, når det lander i handlen den 21. februar.
Anmeldelser
Live-anmeldelser