
Ordet 'supergruppe' er egentlig ikke særlig dækkende for bandet The Bottletop Band, der med medlemmer fra The Libertines, Arctic Monkey, Babyshambles, Super Furry Animals, Reverend and the Makers, The Charlatans og en række andre navne snarere må betegnes som et musikalsk superkollektiv, og som netop nu er i gang indspilningerne til albummet 'Dream Service', der ryger på gaden den 11. april.
Med Carl Barât, Arctic Monkey-medlemmet Matt Helders og Super Furry Animals Gruff Rhys i front har bandet samarbejdet med den brasilianske Beastie Boys-producer Mario C og flere musikere fra hans hjemland om 'Dream Service', der er et støttealbum til fordel for hjælpeprojekter i Afrika, Brasilien og Storbritannien.
Albummets førstesingle 'Fall of Rome' ser dagens lys i morgen og kan downloades på The Bottletop Bands hjemmeside, men du kan allerede nu få en lille forsmag på, hvad der er i vente i videoen forneden, hvor man kommer med musikerne i studiet under indspilningerne til 'Fall of Rome'. Desuden har bandet lavet en lille introduktion til selve albummet i videoen 'The Album Dream Service', som du ligeledes kan se forneden.