Mikkel Holtoug fyrer op under musikalsk julekalender

Vi er ikke de eneste, der kommer julen i møde med en musikalsk kalender. For den københavnske dj' og producer Mikkel Holtoug, der blandt andet har produceret for Lily Electric og remixet for Turboweekend, Giana Factory og Kasper Bjørke, har bikset en musikalsk julekalender sammen uden afsmag af dårlig Aldi-chokolade og vil hver dag frem til juleaften oploade et nyt track via Rosa Lux's blog.
»Kalenderen kommer primært til at bestå af numre, som kun få folk har hørt i forvejen, og derudover bliver der verdenspremiere på en række helt nye tracks, som aldrig har været udenfor studiet«, fortæller Holtoug i sin pressemeddelelse om numrene bag de 24 låger, der vil bestå af alt fra bootlegs, remixes og smagsprøver på hans kommende debut-ep. Og med Houltougs omfangsrige bagkatalog in mente kan man aldrig vide, om det er indierock, drømmepop eller techno, der gemmer sig bag lågen.
Desuden kan man også få indflydelse på numrenes udformning: »Jeg overvejer at lægge nogle mere skitseagtige produktioner ud for derved at tilbyde folk et smugkig ind i den musikalske proces og måske igennem kommentarer på sangene være med til at påvirke deres endelige form«.
Åbn første låge i Holtougs julekalender HER.