The Brian Jonestown Massacre-frontmand dj'er på Bakken
Hvis du går og spekulerer over, hvilke album der spinder på The Brian Jonestown Massacre-frontmanden Anton Newcombes pladespiller, så kan du få svaret, hvis du slår vejen forbi Bakken i Kødbyen den 2. december, når kaos-kaptajnen gæster Klub S!B!P! for at levere et dj-sæt.
Anton Newcombe er udover sit hidsige temperament og kringlede sind også kendt som en stor psych-afficionado, så mon ikke han hiver noget obskurt psykedelisk guf op af pladetasken til arrangementet?
Klubaftenen er gratis og inspireret af den berlinske klub 8MM's arrangementer, hvor den berliner-bosatte Newcombe også jævnligt vender plader. Arrangementet er stablet på benene af de gæve gutter fra bookingbureuet Smash!Bang!Pow!, der den seneste tid har beriget hovedstadens koncertscene med bookningerne af spændende navne som Wavves, Zola Jesus, Chromatics og Salem.
Klub S!B!P! feat. Anton Newcombe
Torsdag den 2. december
Bakken, København V
Fri entré