
Der bliver næppe skålet og krammet, når to af 90'ernes mest populære alternative rockbands, Smashing Pumpkins og Pavement, skal dele backstagelokale ved et arrangement i Brasilien på lørdag. Smashing Pumpkins' egenrådige frontmand Billy Corgan har i hvert fald ikke meget til overs for de legendariske indierockere fra Stockton, Californien.
Efter at have erfaret at de to bands skal optræde sammen, droppede Billy Corgan følgende spydige svada via Twitter: »Har netop fundet ud af, at SP skal spille med Pavement i Brasilien. Det bliver én af de der New Orleans-begravelser. Det siger jeg, fordi de repræsenterer den alternative drøms død, og efterfølgende vil vi så gå på og være den del, der bekræfter, at livet stadig eksisterer. Sjovt at dem, der i sin tid pegede fingre og råbte »sell outs«, selv er de største syndere nu. Gaaab. De har ingen kærlighed. Forresten vil vi være bandet, der står på scenen og spiller nyt materiale, fordi vi har masser af kærlighed til overs«.
I kommentaren refererer Corgan indirekte til teksten i Pavement-sangen 'Range Life' fra 1994. Her lyder teksten i sangens sidste vers: »Out on tour with The Smashing Pumpkins. Nature kids, I, they don't have no function. I don't understand what they mean, and I could really give a fuck«. Teksten indikerer, at Pavement nok ikke er superfans af Billy og co., men lad os for de brasilianske rockfans' skyld håbe, at de to bands kan enes ved weekendens arrangement og ikke ryger i totterne på hinanden.