Michael Jackson udsender album til december

På trods af sin alt for tidlige død giver Michael Jackson stadig lyd fra sig, og den 13. december udkommer albummet 'Michael' med helt nye numre, som Michael indspillede i årene frem til hans død sidste år.
Tilbage i august kunne vi fortælle den glædelige nyhed, at det slet ikke var slut med at høre nyt fra den afdøde poplegende, som havde efterladt sig over 100 færdigindspillede sange, og at det første album ville se se dagens lys i november.
Releasedatoen er siden blevet rykket til den travle julemåned, men allerede fra på mandag og en uge frem kan du på Michael Jacksons website få en smagsprøve fra albummet i form af singlen 'Breaking News', der blev indspillet i New Jersey i 2007 og handler om sangerens turbulente liv i mediernes konstante søgelys.
Skulle du imidlertid være ved at sprænges af bar Michael-eufori, så venter der også en anden udgivelse den 22. november, da hans pladeselskab Sony udsender bokssættet 'Michael Jackson's Vision' som på tre dvd’er opruller hans epokegørende musikvideoer og kortfilm.