Fever Ray laver musik til teaterstykke
Sidste år kastede svenske The Knife sig over at lave musik til den alternative opera 'Tomorrow, in a Year', der handlede om Charles Darwin, og nu fortsætter duoens kvindelige medlem Karin Dreijer aka Fever Ray i samme boldgade. Ifølge Pitchfork skal sangerinden nemlig stå for musiksiden af en teateropsætning af den afdøde, svenske mesterinstruktør Ingmar Bergmans psykologiske horrorfilm 'Vargtimmen' ('Ulvetimen', red.) fra 1968.
Stykket bliver sat op på Sveriges nationalteater Dramaten i Stockholm og bliver instrueret af Andreas Nilsson, der tidligere har stået for flere af de dystre og uhyggelige videoer, der er kommet fra netop The Knife og Fever Ray. Instruktøren fortæller om Fever Rays rolle i forhold til opsætningen: »Musikken vil spille en vigtig rolle i stykket. Der vil ikke kun blive tale om underlægningsmusik. Hun vil få meget frie hænder«.
Selvsamme Andreas Nilsson har også kreeret de outrerede scenekostumer til Fever Rays kommende Europa-turné, som kan ses på det ovenstående billede. Om hun i den forbindelse runder Danmark, er der ingen information om. Og husk så lige at smutte forbi denne uges Soundvenue High 5 og lytte til Fever Rays fortolkning af Peter Gabriels 'Mercy Street'.
Anmeldelser
Live-anmeldelser
Anmeldelser
Live-anmeldelser
Køb i Soundvenue Shop