Weezer klar med nyt album

Det er efterhånden en del år siden, at den amerikanske kvartet Weezer sang sig ind på lystavlen hos mange musiklyttere med deres slackede collegerock og i særdeleshed den charmerende, skæve guitarhymne ‘Buddy Holly’. Den 13. september er Weezer imidlertid klar med deres ottende studiealbum, der har fået titlen ‘Hurley’.
Albummet følger op på sidste års ‘Raditude’, og bliver kvartettens første på det lille, uafhængige selskab Epitaph Records, der drives af Bad Religion-guitarist Brett Gurewitz. I et interview med NME fortæller Weezer-frontmand Rivers Cuomo følgende om brudet med Geffen:
»Vi er nået til et punkt i vores karriere, hvor vi ikke synes, at vi har brug for at have et stort selskab i ryggen, og de store selskabers kultur stemmer heller ikke rigtig overens med vores værdier. Vi kan virkelig godt lide Brett, og Epitaph virker som det optimale sted for os netop nu.«
Tracklisten til ‘Hurley’ foreligger endnu ikke, men det rygtes at pladen vil indeholde et samarbejde med Ryan Adams, samt nummeret ‘Time Flies’, der er skrevet af sangskriveren Mac Davis, som skrev ‘In The Ghetto’ til Elvis i 1969.