Dr. Dre hylder planeterne
Hvis man går rundt og tror, at gangster-rappens grand old man Dr. Dres hverdag består i at vælte sig i guns og hos, så kan man godt tro om igen. Doktoren har nemlig netop afsløret over for det britiske musikblad NME, at han har planer om at udgive et instrumentalt album, der er inspireret af solsystemet.
»Jeg har længe tumlet med ideen om, at lave det her album. Jeg har tænkt mig at kalde albummet ‘The Planets’, og det vil blive min personlige fortolkning af, hvordan hver enkelt planet lyder. Igennem de seneste to år har jeg studeret alle planeterne og deres små særheder. Pladen skal være i surround sound - ellers bliver det simpelthen umuligt at få Saturn til at lyde godt.« lyder det kryptisk fra Dr. Dre.
Hvornår ‘The Planets’ ser dagens lys, melder historien endnu ikke noget om, men derimod afslører Dr. Dre i samme interview, at den egentlige opfølger til det succesfulde 1999-album ‘2001: The Chronic', der bærer titlen ‘Detox’ udkommer på en endnu uspecificeret dato til næste år.