For knap en måned siden kunne vi her på siderne løfte sløret for, at Skream og Benga gæster årets Roskilde Festival. Det var jo glimrende nyheder for basglade festivalgængere, men desværre har det siden knebet med en officiel bekræftelse. Men der må være noget om snakken, for nu har Skream gentaget sin påstand.
På Skreams Twitter-profil spørger en bruger, om det er rigtigt, at de to dubstep-stjerner spiller på den danske festival, og til det svarer Skream: »Ja, det er korrekt... Magnetic man @ Roskilde i år!«. Så hvad venter I på, Roskilde: Hvornår får vi den officielle bekræftelse?
Sommerens koncert på Roskilde bliver dermed ikke 'bare' et Skream/Benga-show men en koncert med deres fælles projekt Mangetic Man, der udover de to gallionsfigurer også består af genrekollegaen Artwork, og som senere på året udgiver årets sejeste debutalbum. Indtil deres koncert på Roskilde, kan du hygge dig med deres seneste udspil 'Mad' nedenfor – og den kan sågar downloades.