Om en uges tid samles nogle af verdens dygtigste professionelle skatere i Copenhagen Skatepark, hvor skateboardkonkurrencen CPH PRO for fjerde år i træk løber af stablen den 23.-27. juni. Og det gør den til tonerne af god musik som Ghost Society, Specktors (billedet), Simon LeBon fra Den Sorte Skole og Tue Track.
Ghost Society, der giver koncert om lørdagen kl. 18, er en slags indie-supergruppe bestående af medlemmer fra Blue Foundation, Choir of Young Believers og People Press Play og udgav i starten af året deres første fuldlænge 'The Back of His Hands, Then the Palms'. Electrorapperne i Specktors spiller musik, der passer perfekt til fest, og kan opleves senere lørdag aften.
Den 23.-24. juni er opvarmning til den endelige konkurrence, og det er her, man kan opleve Simon LeBon og Tue Track henholdsvis den 23. i Amager Strandpark og den 24. i Malmø. Selve musikken er gratis, men vil man også opleve skateboardkonkurrencen, koster det 250 kr. for alle dagene.
CPH PRO 2010
Den 24.-27. juni
Copenhagen Skatepark, København V
Pris: 250 kr. + gebyr