TV on the Radio-medlem solodebuterer
Mens Brooklyn-bandet TV on the Radio holder en kort pause, er bandets medlemmer alt andet end inaktive. Den storskæggede Kyp Malone er travlt optaget af sit Rain Machine-projekt (og filmanmeldelser), mens guitaristen Dave Sitek har slået sine folder som producer. Og nu er sidstnævnte ved at gøre klar til at springe ud med sit eget projekt, der har fået navnet Maximum Balloon, og som albumdebuterer til august.
Dave Sitek er måske mest berømt for at være en del af TV on the Radio, men ved siden af har han over det sidste årti siddet i producerstolen for navne som Liars, Telepathe, Foals (selv om bandet endte med at mixe hans version af 'Antidotes' om), Scarlett Johansson og på alle Yeah Yeah Yeahs' album. Senest har han hjulpet til på komikeren Aziz Ansaris jokerap-mixtape.
I september meddelte TV on the Radio, at de ville holde pause et års tid for at leve livet og prøve nogle nye ting, hvilket man må sige, de gør. For udover de ovenfor nævnte soloeventyr har forsanger Tunde Adebimpe også samarbejdet med det britiske triphop-band Massive Attack samt haft en større rolle i filmen 'Rachel Getting Married'.
Anmeldelser
Live-anmeldelser
Køb i Soundvenue Shop