Einstürzende Neubauten åbner CPH:DOX
CPH:DOX har flere gange disket op med arrangementer i grænselandet mellem musik, film og kunst, og når den københavnske dokumentarfilmfestival løber af stablen til november bliver det indledt af endnu et interessant koncerteksperiment.
Den 4. november kigger tyske Einstürzende Neubauten, anført af den excentriske frontmand Blixa Bargeld (billedet), nemlig forbi Store Vega, hvor de fremfører et såkaldt 'side show', der består af filmfremvisning, kunstinstallationer fra de enkelte bandmedlemmer og en kort koncert med materiale, der sjældent eller aldrig har været på liverepertoiret samt helt nye arrangementer.
Vil man hellere til en 'rigtig' Einstürzende Neubauten-koncert, er der heldigvis også godt nyt. For bandet bliver hængende i København, hvor de dagen efter ligeledes optræder på Store Vega i almindelig i opstilling.
Billetsalget er i gang via Billetlugen.dk. Man kan købe en to dages-billet, der dækker begge arrangementer for 485 kroner + gebyr.
Einstürzende Neubauten
Den 4. november
Store Vega, København V
Pris: 195 kr. + gebyr
Den 5. november
Store Vega, København V
Pris: 325 kr. + gebyr
Anmeldelser
Live-anmeldelser