Den seje amerikanske musiker Beck har altid mange jern i ilden med både sin solomusik, sit Record Club-projekt, hvis næste omgang lige nu er godt på vej, og som producer for Charlotte Gainsbourg og Jamie Lidell. Og nu har han begivet sig ud i et nyt samarbejds-eventyr, denne gang med Pavement-frontmanden Stephen Malkmus.
Det vides ikke helt præcis, hvad det er, de to sammen arbejder på, men spekulationer går på både et egentligt Beck/Malkmus-album og et Beck-produceret Stephen Malkmus and the Jicks-album. Sidstnævnte virker meget sandsynligt, da Mojo Magazine hævder, at Beck tidligere i år mødtes med Pavement-forsangeren og dennes soloband.
Hvad end samarbejdet fører til, er det nok urealistisk at tro, at det ser dagens lys før næste år, da Pavement har dedikeret i år til en reunion-turné, der blandt andet bringer dem forbi Roskilde Festival.