Oplev Soundvenue Selected-bands i Århus
Hvis du i weekenden roder rundt i Århus og ikke rigtig ved, hvad du skal gøre af dig selv, har vi et glimrende arrangement, du kan forvilde dig hen til. På lørdag blænder vi nemlig endnu engang op for Soundvenue Selected, hvor danske bands, som vi har udvalgt som de nye talenter, vil give koncert på Musikcaféen.
Eim Ick er godt på vej til at få et solidt gennembrud med sin minimal techno. Derfor får han også for tiden rigeligt af live-erfaring som opvarmning for When Saints Go Machine, og til sommer skal han optræde på Roskilde Festival.
På lørdag får han selskab af det fest- og sexglade københavnerband Pink Marines. Med et New Order-agtigt beat som fundament rykker de i dansegulvet og opfordrer til alt andet end at leve i cølibat.
Men for at det hele ikke skal gå op i disco og hårdtpumpende beats, kigger århusianske I Will Furnish Your Sunday Mornings forbi med en god blanding af americana og knitrende electronica til den helt store guldmedalje.
Soundvenue Friends kan indtil fredag klokken 12 skrive sig på en gratis gæsteliste til arrangementet HER.
Soundvenue Selected: Eim Ick + Pink Marines + I Will Furnish Your Sunday Mornings
Lørdag den 24. april
Musikcaféen, Århus
Entré: 60 kr.