Why?-medlem laver indiepop
Normalt står han i skyggen af sin lillebror Yoni Wolf, der er frontmand i indiebandet Why? Men nu er Josiah Wolf klar til at indtage scenen alene. Den 1. marts udgiver han nemlig sit første soloalbum, der har fået titlen 'Jet Lag' og udkommer på det respekterede pladeselskab Anticon, der har for vane at udgive anderledes og mere eksperimenterende hiphop-udgivelser.
Josiah Wolf er trommeslager i Why? men på 'Jet Lag' spiller han alle instrumenterne selv. Eftersigende skulle albummet byde på en slags skæv psychpop, og at dømme ud fra albumåbneren 'The Trailer and the Truck', der kan downloades her, har storebror den samme svaghed for melankolske arrangementer og bittersøde popmelodier, som hans lillebror har. Det er i øvrigt Yoni Wolf, der har mixet albummet, så man kan godt glemme alt om fjendskab og jalousi imellem de to brødre.
Sidst man hørte fra Why? var i forbindelse med musikvideoen til nummeret 'These Hands/January Twentysomething' fra gruppens album 'Eskimo Snow', og senest har Yoni været på besøg i Daytrotter-studiet, hvor man blandt andet kunne høre hans nedbarberede version af Bob Dylans 'As I Went Out One Morning'.
Nyheder
Features
Videoer
Top Tracks
Anmeldelser
Live-anmeldelser