Joanna Newsom giver en omgang
Fænomenet er tilbage. Den amerikanske sangerinde med den mildest talt særprægede stemme er snart klar med sit nye album 'Have One on Me'. Det er Newsoms australske pladeselskab, der kan fortælle, at den 19. februar er dagen, hvor man endnu engang kan høre nyt fra den spinkle sangfugl, der i 2006 lagde en samlet musikverden ned med sit gennembrudsalbum 'Ys', som gjorde hende til en af freakfolk-bølgens fornemste udøvere.
Den amerikanske udgivelsesdato er dog først den 23. februar, så hvis alt går som planglagt, vil danske pladekøbere kunne finde det nye Newsom-album i butikkerne allerede den 22.
Newsoms amerikanske pladeselskab Drag City løftede bogstaveligt talt kjolen for nyheden for to dage siden, da de postede en mærkelig tegneserie på deres hjemmeside. Tegneserien forestiller en kvinde , der med lidt god vilje kunne være Newsom, og en mand der løfter op i hendes kjole, for at se hvad hun skjuler. Under kjolen står en underlig lille dreng, og det var åbenbart Newsoms måde at fortælle omverdenen på, at hun barsler med et kommende album.
Der er endnu ingen oplysninger om hvorvidt Newsom igen har allieret sig med komponisten og The Beach Boys-sangskriveren Van Dyke Parks, der stod for de perfektionistiske strygerarrangementer på 'Ys'.
Anmeldelser
Live-anmeldelser
Køb i Soundvenue Shop