Kanye West tilbage i studiet
Kanye West arbejdet på et nyt album. Det afslører han på sin blog, hvor han med vanlig sans for store armbevægelser fortæller om sit kommende album, der endnu ikke har nogen titel eller udgivelsesdato, men som til gengæld er omgivet af præcis den mængde storhedsvanvid, et rigtig godt Kanye-album skal være omgivet af.
Blandt andet sammenligner han denne gang sin indsats i studiet med den amerikanske NBA-stjerne Kobe Bryants præstationer på banen og funderer over, hvorfor alle andre rappere end ham selv bliver dårligere med tiden: »Rigtige poeter bliver kun bedre. Vi vil gå i Gil Scott-Heron, Nina Simone og Maya Angelous fodspor. Deres værker blev kun bedre med tiden. De dokumenterede, hvad der skete i kulturen. Det er vores ansvar som moderne kunstnere«.
Om West vil fortsætte den poppede og auto-tunede stil eller gå tilbage til den mere rendyrkede hiphop, fortæller blogindlægget ikke noget om. Helt sikkert er det dog, at et knust Kanye-hjerte ikke igen er den kreative drivkraft, som det var tilfældet på det seneste album '808s & Heartbreak'. I stedet vil West koncentrere sig om at beskrive det moderne samfund, vi lever i. »Nu skal jeg bare få det til at rime«, som han konstaterer til sidst i indlægget.
Nyheder
Style
Features
Videoer
Top Tracks
Anmeldelser
Live-anmeldelser
Køb i Soundvenue Shop