Bliv producer for Weezer
Hvis du har forstand på musikproduktion, så har du nu muligheden for at få en tilføjelse til cv'et, der med garanti vil imponere dine venner. For Rivers Cuomo, der er forsanger i amerikanske Weezer, annoncerer nu på bandets site, at han er på udkig efter en producer til et demonummer, han arbejder på. Og det står alle frit for at søge om at skrue på knapper for ham.
På bandets internetradio forklarer den brillebærende musiker følgende om projektet: »Jeg har skrevet en sang ved navn 'Shusui'. Og nu skal jeg til at skrive teksterne. Før jeg gør det, leder jeg efter en til at producere en bedre demo af musikken. Jeg betaler 208 dollars«.
Hvis du har mod på at tage livtag med den opgave, så kan du slå et smut forbi Cuomos profil på sitet Indabamusic.com, hvor nummeret ligger klar og venter på at blive mixet. Amerikaneren begyndte at arbejde på nummeret, før han tidligere på måneden punkterede den ene lunge, da bandets tourbus kørte galt. Det betød, at bandet måtte aflyse de resterende syv koncerter på deres igangværende USA-turné.