Musikverdenen er fuld af samarbejder og projekter på kryds og tværs af bandgrænser. Danske Slaraffenklang er et af de mere bemærkelsesværdige af slagsen, for her er nemlig tale om to bands fulde besætninger, der smelter sammen. Som den vågne læser sikkert har gættet, er der tale om Slaraffenland og Efterklang (billedet), der ved særlige lejligheder spiller som ét stort band. Det sker næste gang den 23. januar på Voxhall og den 24. januar i Skuespilhuset i København.
Første gang man kunne stifte bekendtskab med mutantbandet var på sidste års Sono Festival. Efter koncerten udgav de den gratis live-ep 'Danish Dynamite Live at Sono Festival 2008', som stadigvæk kan hentes på Efterklangs eget pladeselskab Rumrakets hjemmeside. Og det udspil indkasserede rosende ord fra selveste Rolling Stones-journalisten David Fricke.
Hvis man indløser billet til de to koncerter, kan man se frem til et ensemble bestående af intet mindre end to trommeslagere, 11 sangere, tre guitarister, to bassister, klaver, elektronik og omkring 17 forskellige blæsere, som vil opføre numre fra begge bands bagkatalog.
Føj koncerten i Århus til din kalender HER.
Føj koncerten i København til din kalender HER.
Slaraffenklang
Lørdag den 23. januar
Voxhall, Århus
Pris: 130 kr.
Søndg den 24. januar
Skuespilhuset, København K
Pris: 100 kr.